Ulovligt mattak sejles til Danmark

Antallet af konfiskeringer af ulovligt fragtet narhvalskød er steget.
Skrevet af Sandra Meinecke
08. juli 2014 09:09
Det er ulovligt at sende mattak fra en narhval ud af landet - alligevel har der alene i år været mere end 50 konfiskeringer på havnen i Aalborg, hvor fragtskibet lægger til, det oplyser Naturstyrelsen i Danmark.
 
Niels Kurt Nielsen, som er biolog ved Naturstyrelsen, forklarer, at der er langt flere konfiskeringer end tidligere.
 
- Der har været en hel del sager det seneste lange stykke tid af narhvalskød. Vi haft omkring halvtreds sager i år.
 
 
Det har været ulovligt at fragte mattak fra en narhval siden 2004 på grund af et grønlandsk eksportforbud. Men det er først de seneste år, at man er blevet bekendt med det store omfang af overtrædelser. 
 
En af årsagerne, gætter Niels Kurt Nielsen på, kan skyldes, at grønlænderne ikke ved, at de ikke må sende netop mattak af narhval til Danmark.
 
- Vi indstiller typisk ikke til, at der skal gives bøder i de her sager. Fordi vi har en forventning om, at folk ikke er klar over, at de ikke må gøre det. Men hvis der sker gentagelser eller det viser sig, at nogle handler i det man kalder ”ond tro”, så kan man godt risikere bøde -  men i første omgang får man en advarsel, understreger  biolog Niels Kurt Nielsen fra Naturstyrelsen i Danmark.
 
 
Tolderne, som konfiskerer det forbudte hvalkød, har tidligere haft på problemer med at genkende kødet, men de får nu assistanse fra fagkyndige, som kan skelne narhvalskødet fra for eksempel kødet fra en hvidhval. 
 
- Hvis afsenderen af kødet er uenig i, at det skulle være narhvalskød, så må man gøre en indsigelse og så må vi se på det igen, siger Niels Kurt Nielsen.