Ulovlig jagt nord for Kangerlussuaq

Nord for Kangerlussuaq er der i dag langt mellem dyrene, hvor der før var et rigt dyreliv. Grunden er firhjulstrækkere, de såkaldte ATV'ere, er en erfaren rensdyrjæger, turistoperatør og jagtbetjent enige om.
Skrevet af Jette Andersen
02. oktober 2013 12:49

ATV'erne kører nemlig ulovligt rundt i naturen ved Kangerlussuaq og skræmmer både rensdyr og moskusokser fra stedet.

- Der bliver kørt ude i fjeldet, ude i naturen med ATV'er i stor stil. Både vinter og sommer, nord for Kangerlussuaq. Det er tydeligt at se nogle rigtig kraftige spor. Det tyder på at der bliver kørt meget ofte i det område, siger outfitter og ejer af Greenland Outdoors, Jens Pavia Brandt.

Også jagtbetjenten i bygden, Hans Mølgaard, er frustreret over firhjulstrækkerne, også kaldet ATV, men det er sjældent han kan gøre noget, da ulovlighederne ikke foregår, mens han er i området.

- Når vi er i det område, så sker der ingen ulovlig trafik. Men så snart vi forlader området, så begynder trafikken over det hele.

Sporene strækker sig 28 kilometer nordover, oplyser jagtbetjent Hans Mølgaard.

Og selvom ATV'erne så småt kom frem i naturbilledet i Kangerlussuaq for fem år siden, så var det først sidste år, at i hvert fald fanger Jakob Mølgaard, begyndte at mærke til nedgangen i dyrenes antal i det nordlige område, hvor ATV'erne bevæger sig.

- Vi kan hvert år mærke, at rensdyrene flytter sig længere væk. Sidste år blev det rigtig synligt, at der ikke var nogen dyr ved vores fangststed. Før i tiden skulle vi ikke gå ret langt, før vi kunne fange et dyr, men nu er der ikke længere rensdyr der, fortæller rensdyrjæger Jakob Mølgaard.

Som en konsekvens af ATV'er og dermed færre dyr, er turistguiden Jens Pavia Brandt holdt op med at arrangere ture i naturen, der ellers havde det formål for turister, at komme tæt på dyrene.

- Det går ud over naturoplevelsen, når man ser de der kraftige spor. Og der er heller ikke mange moskusokser nord for Kangerlussuaq mere.

Og jagtbetjenten Hans Mølgaard opfordrer folk, der skulle støde på de her ulovligheder, til at tage billeder og lægge mærke til, hvilket slags køretøj, der kører rundt, til en anmeldelse.

- Hvis de kan anmelde til os, med det samme og ikke vente flere dage eller flere uger - hvis vi kan få nyheden med det samme og hvis de melder til mig, mens jeg er i Sisimiut for eksempel, så kan jeg altid kontakte politiet i Kangerlussuaq. Om de kan varetage det, mens jeg ikke er der.