Ukraine officielt i krig med Rusland

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger til BBC, at hans land nu er i en "rigtig krig" med Rusland, og at ukrainerne må forberede sig på en russisk offensiv.
Skrevet af Ritzau
20. maj 2015 15:28

Han henviser til, at ukrainerne i weekenden pågreb to russere, som angiveligt tilhører russiske specialstyrker, og at det beviser, at den separatistiske opstand i det østlige Ukraine er styret af Moskva og har til formål at splitte landet.

Ukrainsk militær fremviste igår to russere, som blev taget til fange under en skudveksling i Lugansk provinsen i Østtukraine. 

De to tilfangetagne russere har under afhøringer tilstået på bånd, at de er medlemmer af en 200 mand stor rekognosceringsenhed, som blev sendt til krigszonen for to måneder siden.

FN anslår, at konflikten har kostet mindst 6250 mennesker livet og fordrevet over en million fra deres hjem.

Ukraine har siden mandag mistet otte soldater under spredte kampe. De giver russerne skylden.

/ritzau/