Uheldig hvaljagt starter debat

Turistskipper Erik Palo Jakobsen fra Nuuk foreslår, at hvalfangere undlader at skyde de stedtro hvaler i Godthåbsfjorden, og koncentrerer sig om at jage tilrejsende hvaler.
Foto © : Jan Nielsen
24. oktober 2014 16:43

For nylig blev en af Godthåbsfjordens få stedtro hvaler skudt og gik efterfølgende tabt på havbunden ud for Nuuk. Det har givet anledning til ny debat om, hvordan vi bedst tjener penge på havpattedyrene.

Turistskipper Erik Palo Jakobsen fra Nuuk foreslår, at hvalfangere undlader at skyde de stedtro hvaler.

- Der er måder at gøre dettehér på, så alle bliver glade, siger han.

Læs også Turistbåde sejler udenom hvalfangerområder

 

Hvor meget er en levende hval værd?

Turistskipper Erik Palo Jakobsen slår fast, at levende hvaler ikke kun er mange penge værd for en hvalfangerbåd men også for hovedstadens turistbåde, for er der én ting, som turisterne elsker at se på, så er det hvaler, og turisterne lægger også mange penge i landskassen. Hvalfangere og turistbåde bør samarbejde om at tjene penge på hvalerne, siger han og derfor efterlyser han dialog.

Jeg vil gerne i denne dialog finde frem til nye metoder, hvor vi kan arrange os på en måde, så alle får det bedste ud af situationen, siger turistskipperen.

Forleden blev Erik Palo Jakobsen og de andre turistskippere i hovedstaden en hval fattigere, da pukkelhvalen "Nummer 5", den 3. mest observerede hval i Godthåbsfjorden, blev skudt foran en turistbåd tæt på byen. Efter jagten gik kødet desværre tabt, fordi hvalen gik til bunds efter lang tids kamp.

- Jeg er ked af det, fordi de stedtro hvaler er et stort aktiv for turismen og dermed også for landet. De er den største attraktion vi har ude på vandet.

 

Stedtro hval gik tabt

Der er nu otte stedtro hvaler i Godthåbsfjorden, vurderer Naturinstituttet, og det er de hvaler, der bliver spottet fra byen i de fleste tilfælde. På under to år er tre af de få stedtro hvaler blevet enten fanget eller blot dræbt.

Læs også 30 procent af grønlandshvalerne rådnede

Turistiværksætteren håber, at fangerne i stedet for de stedtro hvaler vil koncentrere sig om at jage de andre hvaler. Hvalfanger Anthon Egede, som fanger hvaler med kutterne Marie Egede og Sori, imødeser et godt samarbejde med turismebranchen omkring hvaler. Et samarbejde, som efter hans opfattelse har manglet.

- Hvis vi tager jagten for nylig som eksempel, så ved jeg, at der var både, som forstyrrede hvalfangsten, og det kan undgås ved dialog. Så vi vil gerne tage godt imod et samarbejde, siger hvalfanger Anthon Egede.
 

Vil hjælpe med at fange de andre hvaler
På den anden side står turistskipper Erik Palo Jakobsen. Han vil også gerne slå fast, at han ikke har noget imod hvalfangst. Han vil egentlig gerne hjælpe fangere, når han er ude, med at fange flere af de andre hvaler.

- Når vi så spotter en ikke-stedtro hval, så vil jeg da være glad for, at kontakte fangerorganisationerne og fortælle dem, at på denne position er der en stor og flot ikke-stedtro hval, de kan fange, siger Palo.

Den meddelelse skaber glæde hos fangerne.

- Der er brug for at løse problemerne, og håndsrækningen fra turistskipperen er noget som vi kan bruge, og hvis vi også kan få gavn af det, vil det være meget glædeligt, siger hvalfanger Anthon Egede.