Udvalg kræver ny aftale med USA

Rigsfællesskabet og USA skal forhandle en ny tillægsaftale til forsvarsaftalen med amerikanerne eller genforhandle hele aftalen, mener et enigt Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg.
Camp Century
Camp Century i Nordgrønland er et af de steder, som Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg mener, at amerikanerne bør rydde op efter sig. Foto: Arkiv Foto © : U. S. Army
08. september 2016 07:25

Grønland og Danmark skal forhandle en ny tillægsaftale eller helt genforhandle forsvarsaftalen med USA om amerikanernes tilstedeværelse i Grønland.

Sådan lyder en fælles udmelding fra Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, efter udvalget i sidste uge mødtes med en række højtstående repræsentanter fra den amerikanske stat i Washington D. C.

Her pointerede udvalget sammen med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, at man fra grønlandsk side ikke er tilfreds med den nuværende aftale. Det oplyser Justus Hansen, formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg til KNR.

LÆS OGSÅ: Amerikanerne erkender ansvar i Pituffik-sag

Det er især balladen om servicekontrakten på Pituffik og efterladt affald fra tidligere amerikanske stationer i Grønland, der nu får et samlet udvalg til at kræve, at parterne sætter sig til forhandlingsbordet.

- Servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik, red.) har vist sig at være en for skrøbelig konstruktion at forlade sig på (...). Det er derfor et enigt udvalg, som bakker op om Naalakkersuisuts bestræbelser på at finde en permanent løsning med USA, som sikrer, at USA’s fortsatte militære tilstedeværelse i Grønland til hver en tid skal komme det grønlandske samfund til størst mulig gavn, lyder det i fællesudtalelsen fra udvalget.

LÆS OGSÅ: Udenrigsminister: Ingen ny forsvarsaftlae med USA

Tilbage i marts udtalte den danske udenrigsminister Kristian Jensen under et samråd i Folketinget, at han ikke mener, at Danmark, Grønland og USA er 'i nærheden af at lave en genforhandling af forsvarskontrakten'.

Det har ind til videre ikke været muligt at få en ny kommentar fra det danske udenrigsministerium om udvalgets krav.