BILLEDER Udlandet har fokus på grønlandsk musik

Torsdag aften havde fem grønlandske bands chancen for at gøre sig bemærket under et særligt arrangement for grønlandsk musik på SPOT Festival i Aarhus.
05. maj 2017 15:17

Det skete under arrangementet "SPOT on Greenland" på Godsbanen i Aarhus.

Et arrangement, som bl.a. forsanger for bandet TV2, Steffen Brandt, har været med til at foreslå, fortæller direktøren for SPOT Festival i Aarhus, Gunnar Madsen, til KNR.

- Steffen Brandt ringede og sagde, at jeg skulle snakke med nogle unge musikere, der havde en god idé til noget, vi skulle lave på SPOT. Og jeg sagde: Vi lytter altid til kloge folk, så der var ikke andet at gøre.

Blandt de unge musikere var forsanger Miki Jensen fra bandet Small Time Giants, der foreslog et særligt fokus på grønlandsk musik til årets festival.

- Vores vurdering var, at de havde noget seriøst at byde på til at kunne fylde en aften ud. Både musikalsk, men også til at få det arrangeret på den rigtige måde. Så der var jeg egentlig ikke så meget i tvivl om, at det skulle vi prøve at gøre, siger Gunnar Madsen.

Stigende interesse fra udlandet

Aftenens program skal være med til at vise, hvad der hitter på den grønlandske musikscene.

Én af dem er rapperen “Tarrak”, som for nyligt fik sit gennembrud med sangen “Tupilak”

- Interessen bliver større og større, kan jeg mærke, fordi der kommer nogen fra Danmark og siger: ‘Åh, du er ham der!’ og også nogen fra andre lande. Jeg tror nok, at grønlandske sange og musik bliver ligesom fransk rap. Der er mange, der lytter til fransk rap uden at kunne forstå det, siger Josef Tarrak.


Internettet har hjulpet grønlandsk musik

Kunstnere som bl.a. Simon Lynge, Nivi Nielsen og Small Time Giants er de senere år blevet kendte navne uden for Grønland.

Og det skyldes især internettet, fortæller Jakob Skovaa, bassist i Small Time Giants.

- Man kan komme ud med sin egen musik selv. Man er ikke afhængig af pladeselskaber eller andre mellemled. Alle kan jo lægge deres musik ud på nettet, så det kan lyttes til fra hele verden. Så på den måde finder man jo nogle enkelte, der synes, det er interessant her og der.

Spot Festival er kendt for at tiltrække både anmeldere og pladeselskaber til. Og det kan allerede mærkes, fortæller Miki Jensen, forsanger i Small Time Giants.

- Vi er jo en håndfuld bands, som er begyndt at få et større publikum i udlandet. Det fornemmer jeg ligesom også herfra. Vi har fået nogle tilbagemeldinger fra en schweizisk festival og en norsk festival, som kommer 10 mand i alt for at lytte til, hvad vi har at byde på i dag. Og det er både hip-hop og rock og pop.

I alt spillede fem bands torsdag aften på det særlige grønlandske arrangement, men der er også andre grønlandske kunstnere på resten af festivalen, som varer til og med søndag.

Bag arrangementet SPOT on Greenland står også Det Grønlandske Hus i Aarhus og Aarhus Kommune.