Udfordrende start for Royal Greenlands torskehoteller

Fabrikschefen stiller sig tilfreds, selvom tekniske problemer betyder mindre produktion end forventet.
30. oktober 2015 14:40

Det har været en start med flere udfordringer for Royal Greenlands torskehoteller i Maniitsoq, men koncernen stiller sig alligevel tilfreds med de 250 tons færdigvarer, som fabrikken har produceret.

- Selv om vi kom i gang en måned senere end planlagt, og vi gennemgik nogle tekniske - og andre problemer undervejs, så synes jeg generelt, at produktionen gik godt, siger fabrikschef i Royal Greenlands fiskefabrik i Maniitsoq, Lisbeth Østergaard.

Produktion af torsk foregår ved, at fiskene bliver fanget i bundgarn i fjordene ved Maniitsoq, hvorefter de transporteres i brøndbåde for så blive holdt levende i de såkaldte torskehoteller, før de senere sendes videre til fabrikken, mens de fortsat bliver holdt levende, indtil de bliver lavet til fileter.

Læs også Brøndbåde godt på vej

 

Tilfreds trods teknik

Det er en ny produktionsform, som Royal Greenland startede som forsøg i Maniitsoqs fiskefabrik sidste sommer, og som blev udvidet til også at kører i år.

Fabrikschefen fortæller, at hun er godt tilfreds med den kvalitet, de har leveret, men at en række tekniske problemer har betydet en lavere produktion end forventet. Noget hun håber at råde bod på næste år.

- Det, vi har lært under dette års produktion, skal vi bruge, når vi skal fortsætte produktionen næste år, siger Lisbeth Østergaard.