Udenlandske medier har nedprioriteret valget

Valget til Inatsisartut optager medierne i Norden, men hos den bredere udenlandske presse mangler den store nyhedsværdi.
Vælgermøde i Narsaq Foto © : Dennis Rosing Ingemann/KNR
26. november 2014 07:48

Fredagens valg fylder i høj grad de grønlandske og skandinaviske medier. Tv2, Danmarks Radio, Radio24Syv, Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken, norske NRK – for at nævne nogle medier – har alle sendt reportere til det grønlandske fjeld.

Og det er især Grønlands skrantende økonomi, der denne gang er i fokus, bl.a. hos TV2, som i en uge har haft et hold rundt i landet for at lave historier forud for valget.

- De indslag, vi har forproduceret, kredser om økonomi. Fordi vi ser, at det her i høj grad også er et valg, der handler om økonomi. I praksis har det været indslag om den mineindustri, som jo før gik for at være det, der skulle løse alle problemer. Men Kvanefjeldet står stadig solidt, og der er ikke kommet gang i mineindustrien, fortæller stationens konstituerede nyhedschef, Hans Peter Blicher, til KNR.

Udlandet følger med på sidelinjen

Men i det bredere udland er interessen for det grønlandske valg mere behersket.  Her mangler de store store nyhedshistorier, for eksemple om råstof-eventyret og dets spåede muliger, som fyldte mange internationale medier under valget i 2013. Det fortæller Julian Isherwood, der med base i København rapporterer til BBC og den britiske avis, The Daily Telegraph, og som tidligere har dækket Grønlands-stoffet tæt.

- I forhold til sidste valg er interessen klart noget mindre. Ved sidste valg var der meget snak om uafhængigheden fra Danmark og det, der skulle foregår i forbindelse med råstofudvindingen. Det har der ikke været så meget af denne gang. Lige bort set fra uranspørgsmålet, som er kommet op her til sidst, siger han.

Ifølge Julian Isherwood holder de internationale medier dog stadig et vågent øje med valget og dets udfald. Men det får skarp konkurrence af brændpunkter som fx Syrien og Irak, der i højere grad inddrager det internationale samfund.

Kina og Østen følger med

Hos Grønlands Repræsentation i København informerer man udenlandske journalister og Grønland og valget, bl.a. i samarbejde med International Press Center i København. Her er oplevelsen, at det dog især er asiatiske medier, der fortsat har et skarpt øje på Grønlands råstoffer – men med et mere nationalt fokus på mediets hjemland, oplever informationsmedarbejder, Susan Frydendal.

- For Kinas vedkommende er det både deltagelsen i Arktisk Råd, som har vakt interessen for Grønland, men også råstof- og mineindustrien. For japanerne er det lige så meget fiskeri, men også om Kinas interesser i Grønland. De går og lurer hinanden lidt af, har jeg på fornemmelsen.