To tv-folk dræbt i USA

To tv-folk er dræbt og én person er såret af skud i Virginia i USA.
Skrevet af Karsten Sommer
26. august 2015 15:08

Det drejer sig om en 24-årig amerikansk journalist og hendes 27-årige kameramand, der passede deres arbejde tidligt i morges lokal tid, da en gerningsmand pludselig åbnede ild og dræbte de to.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En tredje person er hårdt såret, skriver flere amerikanske medier.

Politiet jager for øjeblikket gerningsmanden, der ifølge Washington Post skulle være en ansat på den samme Tv-station, som de to skuddræbte arbejdede på.

Episoden fandt sted mens de to tv-folk var ved at gennemføre et live-interview ved søen Smith Mountain Lake kl. 8.45 grønlandsk tid. Den sårede person var ved at blive interviewet.

Stationen WDBJ7, som de to arbejdede for, bekræfter episoden på Twitter.

Skuddene kunne høres direkte på tv. Optagelser af episoden viser, hvordan der først bliver affyret en række skud, hvorefter kameramanden tilsyneladende falder om og den kvinde, som var ved at blive interviewet, flygter.

Politiet leder fortsat efter gerningsmanden i området, hvor skyderiet fandt sted, fortæller en lokal politikilde til tv-stationen CNN.