Trusselssituation ved gymnasiet i Nuuk afblæst

Nuuk Politi har på et pressemøde i forbindelse med den trusselssag, som tidligere på dagen førte til evakuering af GU - Gymnasiet i Nuuk og omliggende institutioner. Kulturhuset Katuaq fungerer ikke længere som evakueringscenter, da børn og unge er blevet afhentet eller er taget hjem.
05. februar 2016 17:43

- Jeg kan oplyse, at vi ved 12-tiden modtog en anmeldelse. Den omhandlede trusler mod gymnasiet her i Nuuk. Og på baggrund af den anmeldelse foretog vi først afspærringer og senere evakuering af de personer, der var til stede. Det være sig selvfølgelig ansatte og også eleverne.

- Der var også en tilstødende daginstitution, som vi også har foretaget evakuering fra, siger stabschef ved Grønlands Politi og presseansvarlig, Lars Kierkegaard til KNR.

Læs også Politiet evakuerer GU i Nuuk efter trussel 

Han kunne også oplyse, at politiet har en gerningsmand i kikkerten:

- Jeg kan desværre ikke komme ind på truslens karakter og heller ikke endnu, hvad det er for en person, vi leder efter. Men jeg kan afsløre, at vi har en formodning om, hvad det er for en person, som har fremsat truslerne mod GU, siger Lars Kierkegaard.

Men derudover holder politiet kortene tæt til kroppen af hensyn til efterforskningen og tager sagen ganske alvorligt.

- Vi tager bestemt denne her situation meget alvorligt, og det er jo også derfor, det har ført til denne her operation, hvor vi bl.a. evakuerer folk fra de nævnte institutioner, siger stabschef ved politiet, Lars Kierkegaard klokken 16.

Politiet er som det fremgår fortsat i færd med at lokalisere personen, der fremsatte truslerne, og politiet beder fortsat befolkningen om at forholde sig i ro og i øvrigt holde afstand til de politioperationer, der måtte foregå rundt omkring i Nuuk.

Trussel i form af en mail

GU henvendte sig ved middagstid til Politiet, fordi der var fremkommet trusler mod skolen, og politiet skønnede at truslerne var af en sådan art, at man valgte at evakuere elever og personale til Katuaq.

I kulturhuset fortalte politiet yderligere til KNR, at truslen var indløbet pr. mail. Mailen var inspireret af skoleskyderier blandt andet i USA og Sverige, men det vil Lars Kierkegaard endnu hverken af- eller bekræfte.

Men Politiet understreger igen, at der ikke er sket nogen personskader i og omkring GU.

Klokken 16.38 udsendte politiet en pressemeddelelse, hvor de fortalte, at selve evakueringen af både GU og daginstitutionen var afsluttet. Alle børn og unge var blevet hentet eller var taget hjem fra Katuaq, og politiet har forladt området omkring gymnasiet.

Politiet leder fortsat efter den person, som forårsagede evakueringen.