Trump lover nyt om skattereform

USAs præsident vil komme med nyt om en reform af det amerikanske skattevæsen i næste uge.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
22. april 2017 16:37
Versionist Bikki P. Kleist

Den amerikanske præsident, Donald Trump, lover fredag aften, at han omsider er klar til at fremlægge nyt om en amerikansk skattereform.

- Vi kommer til at have en stor meddelelse på onsdag angående en skattereform. Processen begyndte for lang tid siden, men formelt går den rigtigt i gang på onsdag, lyder det fra Donald Trump.

Præsidentens udmelding kommer under et besøg i USA's finansministerium.

LÆS OGSÅ Trump får ikke presset sundhedsreform igennem

Nyheden om snarligt nyt angående en skattereform blev i første omgang rapporteret af nyhedsbureauet AP i forbindelse med et Trump-interview.

Her fremgik det, at Trumps udmelding kom som en overraskelse for flere af præsidentens lobbyister og støtter i kongressen. De havde angiveligt ikke nogen idé om, hvad Trumps "store meddelelse" indeholder.

En embedsmand fra Det Hvide Hus har i forbindelse med Trumps udtalelse sagt, at der muligvis ikke kommer en melding om en skattereform onsdag.

- Præsidenten siger det, som han hele tiden har sagt: At han vil lave en skattereform hurtigst muligt, samtidig med at han laver den ordentligt.

    /ritzau/Reuters