Tre betjente skuddræbt i USA

Flere betjente er her søndag morgen lokal tid blevet skudt i byen Baton Rouge i den amerikanske delstat Louisiana, og mindst tre betjente er dræbt, oplyser byens borgmester Kip Holden til tv-stationen MSNBC.
Skrevet af Ritzau
17. juli 2016 16:41

Kip Holden fortæller også til nyhedsstationen CNN, at man kæmper med at få overblik over den kaotiske situation.

En mistænkt gerningsmand er død, siger en talsmand for politiet i byen.

CNN's journalist på stedet fortæller, at politiet ikke har udelukket, at der kan være flere end en gerningsmand.

Hændelsen sker halvanden uge efter betjentes drab på den 37-årige afroamerikaner Alton Sterling, hvor optagelser lavet af forbipasserende viser, at en betjent vælter Sterling omkuld og holder ham nede, mens betjentens kollega på klos hold affyrer sit våben flere gange mod den ubevæbnede Sterling.

Få dage efter drabet på Sterling skød og dræbte en gerningsmand fem politibetjente i byen Dallas i Texas under en demonstration mod politivold og racemæssige uretfærdigheder i retssystemet.

/ritzau/