Trawler får bøde for at fiske i fredet fjord
Det drejer sig om trawleren Tasermiut, der er ejet af rederiet Nanoq Seafood. Torsdag i sidste uge satte fartøjet bundtrawl i Kongsfjorden, lige for øjnene af forskerne i Ny Ålesund på Svalbard, fortæller avisen.
Det viste sig svært for de norske myndigheder at få kontakt til Tasermiuts besætning. Men til sidst lykkedes det med Sysselmandens helikopter at få sat nogle mand ombord og da kystvagtens skib kom til efter nogle timer blev trawleren formelt anholdt og ført ind til Ny Ålesund.
Rejer i nettet
Tasermiut havde nået at fiske omkring to ton rejer i Kongsfjorden.
Forskerne frygter ifølge avisen at havbunden i Kongsfjorden er ødelagt af bundtrawlet.
- Hele fjorden her er et stort laboratorium. Mange sensorer er sat ud for at registrere liv og ændringer i vandmasserne og i bunden, forklarer Ole Øiseth, der er direktør i det norske selskab der tilrettelægger forskningen.
Under afhøringen sagde skipperen på Tasermiut, at han ikke vidste at Kongsfjorden var fredet. Det kostede fartøjet en bøde på 140.000 kroner og der kan yderliger komme et krav om erstatning af ødelagt forskningsudstyr. Rederiet har godtaget bøden.