Transparency positiv over for Sermersooqs åbenhedsinitiativ

Kommuneqarfik Sermersooq lancerer en åbenhedspolitik, der skal gøre det nemmere for pressen og borgerne til at komme i kontakt med kommunen. Fremover bliver muligt for fagarbejderen at ytre sig om sit fag, hvor det før kun var direktøren, der måtte udtale sig.
Anita Hoffer Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
24. marts 2015 10:09

Men det er ikke helt klart, hvor langt den menige medarbejders ytringsfrihed rækker, fortæller Transparency Greenland.

- Her i åbenhedspolitikken, som jeg læser det, åbner de faktisk også op for, at det ikke kun er direktøren, der kan udtale sig faktuelt om sit arbejdsområde, men også andre ansatte. Det, synes vi, er et meget positivt skridt, siger formand for Transparency Greenland, Anita Hoffer.

Læs også Asii Chemnitz Narup vil have mere åbenhed

Selvom organisationen er meget positiv stemt over for Kommuneqarfik Sermersooqs nye åbenhedspolitik, mener den ikke, at det er helt klart, hvor langt de ansattes ytringsfrihed rækker.

- Når det så er sagt, så ved vi også godt, at der kan være noget usikkerhed omkring offentlige ansattes ytringsfrihed. Det er også det, vi læser i politikken, at de prøver at hjælpe de ansatte med, hvad de egentlig har ret til at ytre sig om.

- Men vi ved, at det er et problem, siger Anita Hoffer og tilføjer, at selvom kommunens personale har større frihed til at tale, så har de stadig tavshedspligt på nogle områder.

- De offentligt ansatte har ytringsfrihed, men åbenhedspolitikken nævner selvfølgelig også de offentligt ansattes tavshedspligt. Og det er klart, når der er noget af personfølsom art, så har medarbejderne jo en tavshedspligt omkring det, lyder det fra Anita Hoffer.

Hun fortæller, at Transparency Greenland arbejder på at klarlægge, hvad den menige medarbejder har lov til at sige.

- Og derfor har vi også lavet en håndbog for offentligt ansattes ytringsfrihed, som vi kommer til at lancere i løbet af april måned. Men det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning, siger Anita Hoffer.