Tissetest skal kun være stikprøve

Naalakkersuisoq for uddannelse Nivi Olsen har ingen intentioner om at kræve at alle studerende urintestes. Hun vil dog arbejde for at indføre stikprøvekontroller.
Foto © : Knr
23. oktober 2015 05:34

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Nivi Olsen, ønsker ikke, at alle studerende på grønlandske uddannelsesinstitutioner, skal testes for brug af hash, før de får lov at gå i gang.

Udmeldingen kommer efter, at KNR i sidste uge bragte en historie, hvor naalakkersuisoq kommenterede på mulighederne for at undersøge omfanget af hashmisbrug blandt studerende med test af urin.

 

Ren urinprøve ikke forudsætning

Nivi Olsen kalder det beklageligt, at det i interviewet til KNR kom til at fremstå som om hun ønsker at indføre påbud om tjek af samtlige studerende.

Læs også Nivi Olsen ser muligheder i urinprøver

Læs også Studenterorganisation tager afstand til urintest af studerende

- Det er nemlig ikke tilfældet. Der er heller ikke tale om, at en ren urinprøve skal være en forudsætning for optagelse eller, at en urinprøve, der giver udslag, skal danne grundlag for at smide nogen ud. Det drejer sig om at hjælpe dem, der har et misbrugsproblem og som ønsker at komme ud af det, forklarer Nivi Olsen i en pressemeddelelse.

 

Ønsker stikprøver

Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke er derfor i gang med det indledende lovarbejde i forhold til at tillade stikprøvekontrol i tilfælde, hvor der allerede er mistanke om et misbrugsproblem hos en eller flere studerende.

Læs også Distrikslæge: Siumut-forslag om urintest er 'urealistisk'

På den måde håber man skabe et større overblik og et bedre beslutningsgrundlag i forhold til at udvikle tilbud til de studerende, der døjer med et misbrug.

- Jeg er naturligvis ikke interesseret i at fratage nogen muligheden for at viske tavlen ren og starte på en frisk, siger Nivi Olsen.