Qulaarpaa Time for time: Dagen da Naalakkersuisut brød sammen

Onsdag d. 1.oktober blev et af de mest dramatiske døgn i det politiske liv. Den alvorlige politiske krise udløst af Aleqa Hammonds misbrug af offentlig midler kulminerede med et Naalakkersuisut i total opløsning og udskrivelsen af et nyvalg. Her er, hvad der skete:

9:14: Jens-Erik Kirkegaard (S), Nick Nielsen (S) og Steen Lynge (A) udsender en pressemeddelelse, hvor de meddeler, at de trækker sig som Naalakkersuisoq. De hasteindkalder til et pressemøde kl. 10:00

9:58 I en kortfattet pressemeddelelse fortæller Atassut, at partiet trækker sig fra koalitionen.

10:00: Jens-Erik Kirkegaard (S), Nick Nielsen (S) og Steen Lynge (A) siger, at Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler ikke er i overensstemmelse med deres værdier. Siverth K. Heilmann deltager i pressemødet. Naalakkersuisut er nu i mindretal.

11:00: Efter pressemødet starter en hektisk aktivitet på partigangen. Siumut forsøger at etablere et nyt flertal, oppositionen koordinerer sit arbejde. Siumut tilbyder, Inuit Ataqatgiits formand, Sara Olsvig posten som Formand for Naalakkersuisut.

12:20: Formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen meddeler at dagens møde i Inatsisartut er udsat og at samlingen først genoptages tirsdag, d. 7. oktober.

13:00: Sara Olsvig meddeler, at Inuit Ataqatigiit hverken vil indgå i en koalition med Siumut eller danne en mindretalsregering.

14:28: Efter flere modstridende meldinger i løbet af dagen fastslår Atassut, at partiet kræver nyvalg. Siumut har nu opbrugt sine muligheder og indleder et krisemøde.

16:13: Siumuts hovedbestyrelse meddeler, at Aleqa Hammond har trukket sig som formand for partiet. Jørgen Wæver Johansen bliver fungerende formand for partiet.

16:39: Siumut hasteindkalder til et pressemøde kl 16:45

16:45 Fungerende Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen meddeler på det improviserede pressemøde, at han vil udskrive valg til afholdelse d. 28. november.

17:15 En ny nervekrig starter. Oppositionen kræver, at Inatsisartut indkaldes omgående for at udskrive valg. Lars Emil Johansen ønsker først at indkalde til ekstraordinært møde dagen efter.

18:00 Aleqa Hammond bedyrer i et interview sin uskyld samt at hun forventer at blive renset.

18:02 Lars Emil Johansen meddeler, at Inatsisartut er indkaldt ekstraordinært kl 21:00 samme dag.

21:00 Det ekstraordinære møde i Inatsisartut starter. En midlertidig bevillingslov bliver vedtaget, da Finansloven ikke kan vedtages inden for tidsfristen.

21.06 Lars Emil Johansen konstaterer, at et enigt Inatsisartut står bag afholdelsen af valg til Inatsisartut fredag, 28. november. Der er nu gået præcis fem føgn siden revisionsudvalget sendte den pressemeddelelse, der startede hele sagen

 

KNR TV sender torsdag aften debatprogrammet Qulaarpaa, hvor vi spørger politikerne, hvordan vi er havnet i dette politiske stormvejr. Qulaarpaa bliver sendt direkte kl 19.30 på grønlandsk og 20.30 på dansk.

Kommentarer


 

Sider