Thailandsk rislampe mørklægger Malmø og stopper elevatorer
Kort efter nytår gik Malmø i sort. Hundredtusinder af svenskere mistede strømmen under festen, og folk sad fast i elevatorer rundt om i byen.
Selskabet Eon Elnät har opklaret årsagen, skriver avisen Sydsvenskan.
En thailandsk rispapirlampe - khom loy - var landet et uheldigt sted på Sveriges største elværk.
- Det var det absolut værste sted, den kunne lande, siger kommunikationschef Johan Aspegren hos Eon Elnät til avisen.
Lyset slukkede og strømmen gik 1. januar klokken 01.13, mens der fortsat var fuld gang i nytårsfejringen mange steder i byen.
Vagtcentralen SOS Alarm fik opkald fra borgere, som sad fast i elevatorer, der var gået i stå.
Nytårsaften er en periode med spidsbelastning hos redningstjenesten, så man kunne ikke rykke ud til alle elevatorstop, skriver Sydsvenskan.
Den svævende luftballon var landet i et samlingspunkt på elværket, og det førte til et strømsvigt i store dele af Malmø.
En halv time efter nedbruddet havde teknikere genetableret elforsyningen til Malmø.
Khom loy er populære uden for Thailand, og nytårsnat blev de også set på himlen i danske byer. De kan svæve på himlen i adskillige minutter.
I nogle lande er det forbudt at sende rislamper op. I Sverige er det lovligt at tænde op til 50 lamper uden at søge tilladelse hos Transportstyrelsen, skriver Sydsvenskan.
/ritzau/