Terrorangreb mod Orly lufthavnen i Paris

Tusinder af rejsende blev evakueret, og mindst 15 fly blev omdirigeret, da en mand blev skudt og dræbt af sikkerhedsfolk i lufthavnen Orly i Paris i morges.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Ritzau
18. marts 2017 18:26

Forinden havde manden vristet et våben fra en kvindelig soldat, som han tvang ned på gulvet. To andre soldater skød og dræbte ham.

En talsmand for Indenrigsministeriet siger, at det er muligt, at der var tale om et terrorangreb.

Inden angrebet i Orly havde manden skudt og såret en politimand i den nordlige del af Paris, siger kilder i det franske politi til Reuters.

Sikkerhedskilder oplyser ifølge Reuters, at manden var kendt af de franske efterretningsmyndigheder som "en radikaliseret muslim".

Angrebet skete i Sydterminalen i Orly. Terminalen blev efterfølgende evakueret, mens bombespecialister undersøger bygningen.

Der blev ikke fundet sprængstoffer på liget af den dræbte.