TELE trækker sig fra Grønlands Erhverv
Teleposts pressetalsmand bekræfter her til eftermiddag til KNR, at virksomheden har tænkt sig at melde sig ud af Grønlands Erhverv - det tidligere Grønlands Arbejdsgiverforening.
Det bliver fra 1. juli i år, at virksomheden med sine i alt 474 ansatte forlader den største erhvervsorganisation i landet.
Strid mellem Naalakkersuisut og GE
I februar måned nævnte kilder i erhvervslivet, at Naalakkersuisut skulle have presset flere selvstyreejede virksomheder med et ønske om, at de skulle melde sig ud af arbejdsgiverforeningen.
Bestyrelsesformand i Telepost, Agner Mark, vil ikke tale med KNR efter virksomhedens beslutning. Han henviser til direktør, Steen Montgomery Andersen, som dog ikke tager sin telefon.
For få fordele ved GE-medlemskab
Ifølge en kortfattet mail fra kommunikationschef i TELEPOST, Ivalo Egede, lader det ikke til at være politisk pres men økonomiske hensyn, der har ført til TELE's exit fra GE.
"Jeg kan bekræfte at vi i selskabet har gennemgået vore medlemskaber, og i den forbindelse vurderet, om vi har fordele af medlemskabet af GE, som modsvarer kontingentet," skriver Ivalo Egede, som tilføjer, at man har takket Grønlands Erhverv for samarbejdet.