Tele-Posts regnskab viser et fald i resultatet

Det selvstyreejede Tele-Post Greenland offentliggør i dag regnskabet for årets første ni måneder, og det viser et fald i resultatet på kanp 24 millioner - fra 84,4 millioner kroner sidste år til 60,5 milliioner fra første til tredje kvartal.
22. december 2014 13:35

Og det er ifølge den konstituerede administrerende direktør Steen Montgomery-Andersen massive prisnedsættelser, der er den væsentligste årsag til det faldende overskud.

 

- Vi har fokus på kunderne med nye produkter, lavere priser og store investeringer i nye, kunde­vendte IT-systemer for at effektivisere virksomheden og samtidig give bedre kundeservice.

- Desuden bruger vi mange ressourcer på at forberede liberaliseringen af internet og datatjenester. Alt dette påvirker naturligvis omsætningen og resultatet negativt, understreger Steen Monmtgomery-Andersen i en pressemeddelelse.

 

Det store prisfald på mobiltelefoni fra den 1. maj 2014, og indførelsen af EU-priser for roaming, har betydet et fald i omsætningen på 24,4 mio. kr. i 1. til 3. kvartal af 2014 i forhold til sidste år.

 

Den 1. september blev det muligt at bruge 4G på mobiltelefoner i Nuuk, Sisimiut og Qaqortoq, og på blot én måned flyttede 1.000 kunder deres mobil-abonnement over på 4G.

 

Til gengælde har prisfaldene på mobildata i løbet af fem måneder betydet en fordobling af forbruget af internet på mobiltelefonerne, skriver TelePost.


Antallet af kunder, der fravælger deres fastnettelefoner fortsætter, hvilket har betydet en faldende omsætning på 9 mio. kr. i årets første ni måneder i forhold til samme periode i 2013. Fastnettelefoner er blevet en underskudsgivende forretning, hvorfor der er fokus på dette område, hedder det i meddelelsen fra TelePost.