TELE-POST: Vi mister to af vores bedste markedsføringskanaler

Også i TELE-POST vil det ærgre, hvis Naalakkersuisut fratager KNR muligheden for at sende reklamer i radio og tv fra og med årsskiftet.
07. maj 2015 15:31

- Det vil betyde det, at vi mister to af vores markedsføringskanaler, som vi mener er blandt de bedste til at markedsføre vores produkter nationalt, det vil sige i både byer og bygder, fortæller produkt- og marketingschef i TELE-POST, Jonas Hasselriis.

Han fortæller, at det vil gøre det sværere for virksomheden at komme ud til deres kunder omkring nye produkter og produkttiltag.

Læs også RAL om forslag fra Naalakkersuisut: Det kommer til at give udfordringer

Derfor vil TELE-POST være kede af, hvis muligheden for at bruge KNR forsvinder - også selvom de i et eller andet omfang kan bruge andre landsdækkende medier, såsom aviser og internet, til at reklamere gennem.

- Vi prøver i vores markedsføring at komme ud gennem så mange effektive kanaler, som vi kan. Og der har vi hvert fald været glade for KNR, fordi det viser sig at være en meget effektiv måde at nå ud til mennesker på, siger Jonas Hasselriis.

Læs også Andreas Uldum: Demokratiet tager ikke skade af, at man fjerner en bilreklame

Men hvis Naalakkersuisuts forslag går igennem, må TELE-POST prøve at tilrettelægge deres markedsføring efter de andre kanaler, der er til rådighed for dem.

- Og så må vi jo tage stilling til, hvordan og hvorledes, vi når ud til de personer, som før i tiden har fået deres tilbud igennem KNR's medier, siger Jonas Hasselriis til KNR.