Taliban begår blodigste angreb mod afghansk base nogensinde

Historisk blodigt angreb mod afghansk militærbase har kostet mindst 140 livet, bekræfter embedsmand til dpa.
Afghanske soldater som på billedet var mål for Talibans angreb. 140 soldater er dræbt. 160 andre er blevet såret. Foto © : www.flickr.com / ResoluteSupportMedia
Skrevet af Ritzau
22. april 2017 16:38
Versionist Ivik Kristiansen

Forklædt som militærfolk har medlemmer af Taliban begået det dødeligste angreb mod en militærbase i Afghanistan nogensinde.

Angrebet fandt sted i den nordlige del af landet og har kostet mindst 140 soldater livet.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

Tidligere lød der forskellige dødstal i medierne, men lørdag morgen bekræfter en embedsmand over for dpa, at 140 soldater er dræbt. 160 andre er blevet såret.

Skød raket mod port

Dermed er det ifølge Reuters det blodigste angreb nogensinde begået mod en afghansk militærbase.

Taliban stormede basen ved den nordlige by Mazar-i-Sharif fredag.

Forklædt i militæruniformer kørte talibanerne frem til basen i tre militære køretøjer. Her indledte de angrebet ved at skyde en raket mod porten ind til basen.

De angreb først en moské på basen. Her var soldater og andet mandskab samlet midt i fredagsbønnen.

Derpå gik de videre mod andre mål på militærbasen, oplyste en talsmand for den militære kommando i Balkh-provinsen.

Anden store angreb inden for to måneder

Ifølge myndighederne deltog omkring ti gerningsmænd i angrebet.

Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid meddelte fredag, at angrebet er hævn for nylige episoder, hvor højtstående Taliban-ledere er blevet dræbt.

Det er anden gang inden for et par måneder, at militante angriber en såkaldt sikker facilitet i Afghanistan.

Det første angreb var rettet mod et militærhospital i hovedstaden Kabul i marts. Her blev 49 mennesker dræbt og 76 andre såret. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet i Kabul.

Balkh er en af de mere sikre provinser i Afghanistan. Hærens hovedkvarter i provinsen fungerer som kommandocentral for det nordlige Afghanistan.

    /ritzau/