Talentpris til ung SSP-skiløber

En ung talentfuld skiløber fra Grønland fik i går en helt speciel hæder ved de igangværende Danmarksmesterskaber i skiløb, der afholdes hele denne uge i Norge.
Mindefondens bestyrelsesformand, Birgitte Olesen, overrakte prisen til Bjarne Herbert Hansen fra skiklubben SSP. Foto © : DMlangrend.dk
Skrevet af Karsten Sommer
05. februar 2016 09:01

Torsdag var fridag for løberne, og det blev blandt andet brugt til en social event, hvor Bjarne Herbert Hansen fra SSP-Sisimiut blev tildelt Peter Wulff’s Mindefonds pris som Årets Ungdomstalent.

Birgitte Olesen fra mindefondens bestyrelse, lagde i sin begrundelse vægt på, at Bjarne Herbert Hansen  både er talentfuld og samtidig arbejder hårdt for at forbedre sig.

Grønlands landstræner, Øystein Slettemark, talte på vegne af Grønlands Skiforbund, og understregede at Ungdomstalentprisen gjorde dem stolte og glade på Bjarnes vegne.

- Vi har fulgt Bjarnes bestræbelser på at dygtiggøre sig som skiløber og kan sige helt klart, at Bjarne er en dreng som passer sin træning og viser flot fremgang, sagde Øystein Slettemark, som med spænding ser frem til Bjarne Herbert Hansens indsats ved Arctic Winter Games om en måned, hvor han stiller op i klassen for 15-årige.

Med pokalen fulgte også et pengebeløb, der kan anvendes til skiudstyr.