Tørstige turister sender alkoholsalget i vejret

Der bliver drukket mere spiritus her i Grønland ifølge netop offentliggjorte tal fra Grønlands Statistik, og noget tyder på, at stigningen især sker på landets hoteller, hvor der sidste år var rekord mange turister.
Foto © : Mads Pihl/Visit Greenland
07. marts 2017 08:10

Der bliver drukket væsentligt mere alkohol her i landet. Det er særligt luksusøl, der slukker tørsten, ifølge netop offentliggjorte tal fra Grønlands Statistik.

Men noget tyder dog på, at stigningen dækker over en positiv historie. Det er nemlig især landets hoteller, der mærker fremgangen.

LÆS OGSÅ Alkoholforbruget er steget

LÆS OGSÅ Der kommer flere turister til Grønland end nogensinde før

2016 var et travlt år på Hotel Arctic i Ilulissat. Hotellet serverede langt mere øl og vin end året før:

- Vi har haft 6000 flere overnatninger på hotellet i sommerperioden end vi havde året før, siger Marie Stenshøj, overtjener på Hotel Arctic på Hotel Arctic, der også fortæller, at hotellet desuden har været booket til flere konferencer og koncerter end tidligere.

11 millioner mere i landskassen

Sidste år oplevede hotellet en stigning i antallet af gæster på 15 procent og hotellet solgte 11 procent mere vin, spiritus og øl.

- Vinsalg til amerikanere og schweizere og spiritus til russere og asiatere, siger Marie Stenshøj.

På landsplan blev der produceret eller importeret hele 20.000 liter ren spiritus mere i 2016 end i 2015. Især produktionen og tilførslen af luksusøl steg med hele 96 procent - altså næsten en fordobling.

LÆS OGSÅ Fremgang i antallet af turister

Stigningen i forbruget kommer landskassen til gavn. Her er provenuet steget med 11 millioner kroner til i alt 196 millioner kroner.

Flere turister er godt for hele byen

På Hotel Arctic slår Marie Stenshøj fast, at det hovedsageligt er udenlandske turister, som er skyld i hotellet stigende salg af alkohol:

- Jeg mærker ikke nogen ændring i forhold til vores bygæster og køb af alkohol

Hun glæder sig over udviklingen med de flere turister:

- Det er super positivt - både i forhold til os men også i forhold til resten af byen, siger det fra Marie Stenshøj.

Direktør i Nuuk Imeq, Bernhardt Christensen, oplyser også, at tapningen af øl, som har været faldende de seneste år, er begyndt at stige i 2016.

Men hvor meget tallene ligger på rundt om kysten, kan han ikke oplyse.