Sverige: Det er Danmarks egen sag
Ifølge den grønlandske formand for Naalakkersuisut, har det svenske formandskab konsekvent holdt Grønland væk fra vigtige forhandlinger på embedsmandsniveau under de seneste to års arbejde. Men det afviser den svenske udenrigsminister Carl Bildt.
- Det her er et dansk spørgsmål. Vi har haft en aftale med Danmark, som er i overensstemmelse med, hvordan man har håndteret dette tidligere. Den her situation er vel et udslag af grønlandsk indenrigspolitik, siger han.
Men har I holdt Grønland uden for vigtige forhandlinger?
- Nej. Vi forhandler aftaler med Danmark som bekendt. Lovgivningen inden for Danmark og forholdet mellem Danmark og Nuuk er ikke vores sag. Det er et dansk og grønlandsk forhold. Nu er der jo valgt en ny regering i Grønland, mon ikke det har påvirket den her sag også, siger han.