Svalbard-vand sælges for 520 kroner per flaske

Der er penge i vand. I hvert fald når vandet kommer fra Svalbard.
Vand er ikke bare vand
Skrevet af Thomas Munk Veirum
27. februar 2017 13:33

Her i landet bliver rent vand fra indlandsisen ofte nævnt, når debatten går om store eksportmuligheder.

På Svalbard er en virksomhed begyndt at sælge netop vand fra is gennem en hjemmeside og i indkøbscentret Harrods i London. Det skriver NRK på sin hjemmeside.

Virksomheden hedder Svalbardi, og den satser på salg til luksusmarkedet. Derfor er prisen for en flaske med 0,75 liter oppe på 70 euro - cirka 520 kroner.

Grundlægger og hovedejer af selskabet Jamal Qureshi fortæller til NRK, at salget er begyndt i det små, men virksomheden forventer, at salget vil stige, efterhånden som Svalbardi får lavet aftaler med internationale distributører.

Svalbardi producerer vandet fra isblokke på maksimalt en kubikmeter, som virksomheden indsamler fra havet med et skib.