Sundhedsvæsenet gør sig klar til AWG2016

Når Grønland til næste år - om nøjagtig 404 dage - skal tage imod omkring 2.000 idrætsfolk, kulturfolk og officielle gæster ved Arctic Winter Games i Nuuk, vil det uvægerligt kræve et helt særligt sundhedsberedskab, der skal tage sig af eventuelle skader, akut sygdom m.m.
Skrevet af Karsten Sommer
27. januar 2015 05:14

Men nu er det problem på plads.


Sundhedsledelsen, Landslægeembedet, Departementet for Sundhed og AWG2016 har netop indgået aftale om, at Dronning Ingrids Sundhedscenter vil udgøre rammen for et sådant beredskab, fortæller AWG´s General Manager Maliina Abelsen i en pressemeddelelse.

- At sikre at atleterne har adgang til læge og behandling er en forudsætning for at afholde et arrangement som AWG2016. Vi er derfor rigtig glade for at Sundhedscenteret igen vil påtage sig den rolle ligesom i 2002. Det skaber tryghed for atleter, forældre og trænere, udtaler Maliina Abelsen.

 
Af de 2.000 gæster ved AWG2016 forventes ca. 1.750 at være atleter

I AWG 2014 i Fairbanks, Alaska, søgte ca. 400 deltagere lægehjælp, og man forventer at der bliver tale om nogenlunde lige mange ved legene i Nuuk næste år.


Og ligesom sidste Arctic Winter Games blev afholdt i Nuuk i 2002, vil det være ledende regionslæge Jesper Olesen, der skal stå for koordineringen af dette arbejde og være AWG2016 komitéformand.