CAMP CENTURY Suka: Den danske stat skal tage ansvar

Naalakkersuisoq for miljø er bestemt ikke enig med den danske miljøminister, der siger at han ikke vil afvise, at Grønland har et medansvar for miljøoprydningen ved Camp Century, der i fremtiden kan forurene med PCB, som er et svært nedbrydeligt organisk stof.
Suka K. Frederiksen Foto © : Siumut
Skrevet af Bibi Nathansen
08. november 2016 06:43

Den danske miljøminister, Esben Lunde Larsen, sagde under et samråd i Folketimget i sidste uge, at Grønland muligvis har et medansvar for oprydningen af militære baser i Grønland.

Naalakkersuisoq for miljø, Siumuts Suka k. Frederiksen er dog lodret uenig, og mener, at den danske stat bør tage ansvar.

Grønland hjemtog ansvaret for miljøet i 1989. 

Det påpegede den danske miljøminister, Venstres Esben Lunde Larsen, under et samråd i onsdags, da snakken faldt på miljøaffaldet på den forladte amerikanske base, Camp Century, der ligger i indlandsisen omkring 200 kilometer øst for Pituffik.

- Jeg mener bestemt ikke, at det er uacceptabelt at henvise til, at miljøområdet er hjemtaget af Grønland, sagde ministeren.

Læs også Grønland kan blive medansvarlig for oprydning af Camp Century

 Med det in mente, vil vi fra Grønland klart sige, at vi kræver, at den danske stat skal tage ansvar, 

- Suka K. Frederiksen

Men Grønlands egen Naalakkersuisoq for området, Suka K. Frederiksen er ikke enig med den danske minister.

- Den, som forurener, og den, som godkender det, er den, som har ansvaret for det videre arbejde. Og vores holdning er ikke ændret. Vi gentager det i alle politiske sammenhænge, at der skal hurtigst muligt fremlægges en handlingsplan, og denne oprydning skal realiseres, siger naalakkersuisoq for miljø, Suka K. Frederiksen, og gør det klart, at:

- Med det in mente, vil vi fra Grønland klart sige, at vi kræver, at den danske stat skal tage ansvar, siger Suka K. Frederiksen til KNR.

 - Der er mulighed for, at vi kan samarbejde om forskning om klimaforandringerne. Men der bor altså mennesker ved det forurenede område, og der skal ikke herske tvivl om, at der selvfølgelig skal ryddes op efter efterladenskaberne, siger Suka K. Frederiksen.