Sugisaq ønsker sig bedre forhold for psykiatrien

Naalakkersuisut afholder onsdag og torsdag konferencen "Psykiatri i Samfundet", hvor særligt de pårørende til sindslidende spiller en vigtig rolle for konferencen.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
22. marts 2017 09:01

Hos foreningen Sugisaq for pårørende til sindslidende, håber formanden, at konferencen vil gøre status over situationen for psykisk syge i Grønland.

- Men jeg ser lige så meget frem til at høre, hvad politikerne vil prioritere i fremtiden i de kommende år i arbejdet omkring den grønlandske psykiatri.

- Hvad synes du de skulle prioritere?

- Vi har jo manglende arbejde omkring udvidelsen af det psykiatriske afsnit på Sana. Vi har lovgivningen på plads, men vi mangler stadigvæk i høj grad uddannet personale og andre moderne faciliteter indenfor psykiatrien, siger Esekias Therkelsen fra foreningen Sugisaq.

Han håber på stadig større åbenhed omkring psykisk sygdom:

- Jeg vil jo meget gerne have, at der fortsat vil blive åbenhed om psykiatrien og de mennesker der bliver berørt af psykiske sygdomme, siger Esekias Therkelsen.

Konferencen "Psykiatri i Samfundet" begynder klokken 13 onsdag og foregår på Hotel Hans Egede i Nuuk.