Styrtet helikopter bugseret i land

Helikopteren, der onsdag eftermiddag styrtede ned i vandet nær Narsaq, er nu blevet bugseret op på land. Efterforskingen er i gang.
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
29. februar 2024 09:58

Den helikopter, der styrtede ned tæt ved Narsaq i går, er nu bugseret op på land.

Det oplyser vagtchefen for Grønlands Politi, Anette Ostenfeldt.

Onsdag aften sendte politiet en pressemeddelelse ud, hvori der står, at politiet og Naviairs Flight Information Center klokken 14:11 onsdag eftermiddag modtog et nødsignal med en positionsangivelse 13 kilometer sydøst for Narsaq.

I samarbejde med Arktis Kommando blev der igangsat en redningsoperation og sendt en SAR-helikopter til stedet, hvor man fandt piloten i havet.

Piloten var en 40-årig dansk mand, og han blev reddet op af vandet og fløjet til Qaqortoq Sygehus, hvor han har modtaget behandling.

Pilot var kraftigt afkølet

Grønlands Politi kan oplyse, at piloten er uden for livsfare. Han var dog kraftigt nedkølet, da han blev reddet.

Han havde ingen passagerer med ombord på helikopteren.

Vagtchefen for Grønlands Politi har her til morgen ikke noget nyt at tilføje om den efterforskning, der startede i går.

Havarikommissionen og politiet er i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder.