Storm og strejke rammer åbning af forskningsstation

Åbningen af Villum Research Station er indtil videre udsat et døgn. Æresgæsterne er forhindret.
Skrevet af Walter Turnowsky
02. marts 2015 12:18

Den nye forskningsstation ved Station Nord skulle have været indviet denne mandag. Planen var, at den danske klimaminister, Rasmus Helveg Petersen, skulle have klippet snoren.

Også bestyrelsesformanden for Aarhus Universitet, Michael Christiansen, direktør for Villum Fonden, Lars Hansen, og chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Stig Ø. Nielsen, skulle have deltaget i ceremonien.

Læs også Grønlands nordligste forskningsstation klar til indvielse

Men hvis der er en ting, som man altid i bør forudse i Grønland, så er det det uforudsigelige. Det gælder ikke mindst, når vi taler om ødemarken i landets nordøstlige hjørne. Det er imidlertid ikke vejret, der er den største sten på vejen. En strejke hos SAS betyder, at deltagerne fra Danmark ikke har kunnet komme frem til Svalbard, hvorfra den sidste del af turen skulle foregå.

Samtidig sidder chefen for Arktisk Kommando fast i Daneborg, Siriuspatruljens base. I øvrigt sammen med Deres udsendte. Hård vind og dårlig sigtbarhed betyder, at det lille Twin Otter fly ikke kan lette fra stationen.

Hvis vejrguderne og de faglige tvister tillader det, så er det meningen at holde ceremonien i morgen.