Stor redningsøvelse ved Nuuk

På torsdag har borgerne i Nuuk mulighed for at overvære en redningsøvelse til havs, altså det der kaldes en SAR - Search And Rescue - øvelse.
Foto © : Air Greenland
Skrevet af Karsten Sommer
26. april 2017 14:40

Det er Grønlands Politi, i samarbejde med Arktisk Kommando, Air Greenland og Nuummi Qatserisartut - brandvæsenet, der står for den såkaldte TAPPIK-øvelse i Nuuk fjord i denne uge.

”TAPPIK”, betyder ”skarpe øjne”, og vil blandt andet omfatte en såkaldt HOIST-øvelse, hvor øvelsesdeltagere bliver hejst op i Air Greenlands S-61 SAR-helikopter.

Denne del af øvelsen vil kunne overværes fra Kolonihavnen torsdag den 27. april fra ca. klokken 11-30 frem til kl. 14-00.  

I øvelsen deltager, udover Air Greenlands S-61 SAR helikopter, også politikutterne Sisak, Sisak II, Sisak III og Sisak IV og inspektionsskibet Knud Rasmussen.