Stor opmærksomhed om grønlandsk filmfestival

Greenland Eyes International Film Festival har fået stor opmærksomhed i Danmark. Det skyldes blandt andet, at festivalen har sat fokus på politiske emner, mener direktør.
Foto © : Greenland Eyes Filmfestival
24. september 2014 14:01

KØBENHAVN: Udsolgte biografsale, stopfyldte debatmøder og omtaler i flere landdækkende danske avise.

Der har ikke manglet opmærksomhed omkring den grønlandske filmfestival Greenland Eyes, siden festivalen torsdag i sidste uge åbnede i København. Med en lang række grønlandske film på programmet er publikum strømmet til - stik mod forventningerne fra flere sider, fortæller direktør for festivalen og filmmager, Ivalo Frank, til KNR.

- Der var mange, der troede, at de ikke var nogen, der ville interessere sig for Grønlands kunst og kultur i Danmark, men festivalen har bevist, at der er enorm stor interesse for det.


Politiske emner på banen

Det viser besøgstallene hos Det Danske Filminstitut, der bl.a. har været vært for festivalen i København. Her har Greenland Eyes været blandt instituttets mest besøgte filmfestivaler i år. Og det har formentlig to årsager, mener Ivalo Frank: 

For det første har festivalen strukket sig længere end bare til film, og også haft fotos, litteratur og andet kunst på programmet. For det andet har festivalen berørt en række politiske emner, herunder det tidligere koloniforhold til Danmark og den nuværende forsoningsdebat. Og det vækker opmærksomhed.

- Der er virkelig kommet nogle andre fragtmenter af samfundet til arrangementerne, end der normalt gør. Både politikere, forfattere, berømtheder og helt almindelige mennekser, og det har været rigtig dejligt at se, siger Ivalo Frank.


Festivalen slutter i aften med 180 udsolgte biografsæder til filmen "Sumé - Lyden af en revolution" i Cinemateket i København. Festivalen rejser i efteråret videre til Færøerne, Island, Sverige og Norge.