REJSEMESSE Stor interesse for Grønland

Det myldrede med folk fra rejsebranchen i Inussivik onsdag, da Vestnordens Travel Mart gik ind på tredjedagen.
Skrevet af Jonas Fievé
21. september 2017 08:03

I den store sportshal i Nuuk skulle de 42 selskaber fra landet prøve at få flere udenlandske rejseselskaber til at interessere sig for verdens største Ø.

En af dem er det nystartede Ilulissat Tours, og her er man ikke i tvivl om, hvad man forventer af dagen.

- Vi ser en masse nye agenter fra hele verden, der kommer. Det er et super godt tegn. Så vi har store forventninger, siger Jens Larsen.

Selvom Ilulissat Tours får flere henvendelser fra udenlandske rejseselskaber, er det alligevel vigtigt at være til stede på Vestnordens Travel Mart, da man netop kan møde folk ansigt til ansigt.

- Det at kunne give hånden til hinanden og kigge hinanden i øjnene og møde hinanden fysisk. Har stadigvæk en enorm betydning for udviklingen af turisme.

En af dem som har slået øjnene op for Grønland som en ny destination er Tine Maenhout fra det belgiske rejsebureau Modern Vikings.

Artiklen fortsætter under billedet 

Foto © : Jonas Fievé/KNR
Foto © : Jonas Fievé/KNR

Stort potentiale trods udfordringer 

Efter en snescootertur i Østgrønland - som altså er foregået via såkaldte 3D briller - ser hun store muligheder i også at kunne tilbyde rejser til Grønland for sine belgiske kunder.

- Jeg er specialist i rejser til Island, men nu ser jeg på muligheden for at sælge rejser til Grønland, men det er så ikke let tilgængeligt, siger Tine Maenhout.

Hun regner derfor med, at Grønland i første omgang kun vil være interessant for eventyrlystne belgier, da prisen på flybilletter stadigvæk er en udfordring.

LÆS OGSÅ Længere landingsbaner gør det ikke alene

Artiklen fortsætter under billedet 

Foto © : Jonas Fievé/KNR

 

Den samme melding lyder fra RTS Scandinavia, som er specialiseret i at sælge rejse til de nordiske lande. Men hvis længere landingsbaner gør det billigere at flyve til Grønland, er der også en chance for, at der vil komme flere asiater til landet.

- Det vil være en god mulighed for at promovere Grønland mere i Asien, siger Fajia Meng.