"Sporløs" er langt fra sporet i faderløs-sager

Produktionsholdet bag TV-programmet “Sporløs” oplever at rende forgæves i jagten på oplysninger om fædre til juridiske faderløse.
Foto © : Screendump/TV3CASTING.DK
31. august 2016 06:40

I februar fortalte KNR, at det danske TV-program på DR, "Sporløs”, efterlyste juridiske faderløse personer, der ønsker at finde deres biologiske fædre.

Målet er at lave en særudgave af det populære TV-program om netop juridiske faderløse personer fra Grønland. Men holdet bag programmet er siden løbet ind i modstand.

- Det, vi får at vide, er, at hvis der overhovedet ligger nogen information, så er den ikke tilgængelig - og slet ikke for os. Og det er jo lidt paradoksalt, fordi det er åbenbart heller ikke er tilgængeligt for dem, der er i familie med de mennesker, som vi leder efter. Så det er lidt som en ond cirkel, fortæller tilrettelægger på Sporløs-programmet, Maria Nyborg Andreasen, til KNR.

Læs også Socialminister lover fornyet informationsindsats om juridisk faderløse

Læs også Mindst 12 nye faderløse-sager efter lovændring

Ret til faderskabssager

I 2014 blev Børneloven for Grønland ændret, så personer født uden for ægteskab før 1963  i Vestgrønland (og før 1974 i Østgrønland) plus deres efterkommere har ret til at anlægge faderskabssager og eventuelt arve efter de biologiske fædre.

Hvis man vel at mærke kan finde frem til fædrene.

Men selv om det i dag er kredsretterne og Retten i Grønland, der i dag behandler henvendelser om faderskabs-søgninger, har lovændringen ikke gjort selve eftersøgningen lettere, mener tilrettelæggeren bag Sporløs.

End ikke med fuldmagter fra de pågældende juridiske faderløse personer er det lykkedes for produktionsholdet at få ret mange oplysninger fra de grønlandske domstole.

- Vi havde selvfølgelig håbet, at den (nye, red.) lov gjorde, at det ville være muligt at producere sådan et program. Men sandheden er bare, at - i hvert fald sådan, som vi er blevet mødt - er loven ikke rigtig i realiteten hjælper særligt meget, siger Maria Nyborg Andreasen.

Læs også Sporløs sætter fokus på "juridisk faderløse"

Oplysning mangler stadig

Sporløs-holdet har dog ikke opgivet målet om at finde frem til flere ukendte fædre og lave et program om emnet. Men det kræver, at holdet får hul igennem i eftersøgningerne.

- Vi vil jo rigtig gerne lave en masse Sporløs-programmer, der ender lykkeligt eller om ikke andet med, at man i hvert fald finder en eller anden form for familie. Men hvis vi slet ikke har nogen information tilgængelig, som kan hjælpe os, er oddsene for, at vi kan finde dem, jo ikke særlig store, siger Maria Nyborg Andreasen.

Redaktionen bag Sporløs hører dog stadig gerne fra folk, der leder efter en biologisk far. Du kan kontakte holdet på sporlos@dr.dk.

Departementet for Familie, Ligestilling, Sociale Anliggender og Justitsområdet har sammen med Socialministeriet i Danmark i øvrigt bebudet en oplysningskampagne, der skal fortælle om rettighederne som juridiske faderløse. Det er foreløbig bebudet til at komme i efteråret.