Spillet om Grønlandshavnen stadig åbent

06. marts 2005 14:46

Over tre måneder efter at Royal Arctic Lines konsulentrapport om Grønlandshavnens fremtid blev færdig, har offentligheden stadig ikke fået et indblik i dens konklusioner.

Men Radioavisen erfarer, at de tre havne, der lige nu er i spil, er Esbjerg, Århus og Aalborg. Hver har sine ulemper og fordele, også hvad angår blødere emner som regionalt samarbejde.

Esbjerg er tættest på rent afstandsmæssigt, hvilket gør transport billigere. Men samtidig er det et travlt sted med både fragt og offshore, hvor det ikke er sikkert skibene kan gå direkte i havn.

Det gælder også Århus, hvis store containerkunde er Maersk, som sikkert vil få fortrinsret. Royal Greenland vil derimod have stor glæde af en Grønlandshavn i Århus, for mange af rejerne udskibes nemlig herfra via Maersk til for eksempel østen.

- Der er ingen tvivl om, at Århus er den billigste løsning for os, siger Royal Greenlands direktør Keld Askær.

En bagside i Århus er til gengæld, at man her er vant til at laste på en bestemt måde, som dækker det store rederis Maersks behov, men som ikke nødvendigvis er smart, når det gælder gods til bygderne i Grønland.

Det er de til gengæld rigtige gode til i Aalborg, der har et dedikeret kajanlæg til Grønlandstrafikken, og er bemandet med folk der er vant til de særlige vilkår.

Samtidig har Grønland et godt samarbejde med Nordjylland som sådan, for eksempel hvad angår uddannelse. Det sidste hører til de argumenter, som er svære at prissætte, men som også vil spille en rolle i det store puslespil.

Direktoratet for Boligers og Infrastruktur har endnu ikke nogen anbefaling klar til Landsstyret og Landstinget, men vejer stadig for og imod de forskellige mulige løsninger.

Den reelle frist for en beslutning er først i 2006, når servicekontrakten med Ålborg ophører.