Spiermann har afleveret Thule-redegørelse

Advokat Ole Spiermann har afleveret sin redegørelse om servicekontrakten på Thule Air Base til Naalakkersuisut.
10. juli 2015 06:01

Den længe ventede redegørelse om det forløb, som ledte op til tildeling af servicekontrakt på Thulebasen til amerikanske Exelis Services, er nu klar.

Redegørelsen blev bestilt af den daværende chef for formandens departement, Svend Hardenberg, hos advokat Ole Spiermann for at skabe klarhed om, hvor der var sket fejl.

 

Tre hovedpersoner

Det er særligt tre personer, som har været viklet ind i sagen. Nemlig daværende formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, departementschef Svend Hardenberg og udenrigsdirektør Kai Holst Andersen.

Læs også Ole Spiermann er ikke inhabil i Pituffik-undersøgelsen

Læs også Kommissoriet til Ole Spiermann nu offentliggjort

Forløbet om redegørelsen har været præget af mistillid, og Kai Holst Andersen satte således advokatrådet til at undersøge om Ole Spiermann var inhabil i sagen på grund af hans rolle som advokat for Greenland Contractors i udbudssagen og hans rolle som advokat for Selvstyret i den uvildige advokatundersøgelse. Det fandt advokatrådet dog ikke var tilfældet.

 

Ikke klar til offentliggørelse endnu

I tirsdag afleverede Spiermann således redegørelsen til formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq. Det fortæller øverste departementschef, Søren Hald Møller til KNR.

Forløbet bliver herefter, at de to naalakkersuisoq skal have tid til at læse redegørelsen grundigt igennem og orientere de personer, som har medvirket til tilblivelsen af redegørelsen, før rapporten formentligt bliver lagt frem offentligt, forklarer Søren Hald Møller.

Offentligheden skal dog ikke regne med at få redegørelsen lige med det første, da Qujaukitsoq lige nu er på ferie, og Kim Kielsen er på rejse med dronning Margrethe.