Spænding om Vinter OL 2022

Lovende grønlandske skisportsudøvere og andre vintersports atleter, der går med olympiske drømme i hjertet, skal holde øje med nyhedsstrømmen fredag.
Foto © : SSP-Langrend
Skrevet af Ritzau, Karsten Sommer
30. juli 2015 14:39

Dér afgøres det nemlig hvor vinter-OL i 2022 skal afholdes.

Beijing er den oplagte favorit, når den olympiske komités medlemmer mødes i Kuala Lumpur i Malaysia, og skal stemme om, hvem der skal være vært for de olympiske vinterlege om 7 år.

Men Almaty, Kasakhstans største by, vil også være med, og ledelsen bag byens bud er ikke i tvivl om de er et meget bedre bud på en olympisk vært end kineserne.

I Beijing skal alle vintersportsfaciliteterne nemlig bygges op fra grunden.

- Vores koncept er baseret på eksisterende vintersports-arenaer. Vores by er en rigtig vinter by med en ægte vintersports-kultur, ægte natur, ægte bjerge og ægte sne, siger borgmester Andrey Kryukov, der er vicepræsident hos Almaty 2022, som er organisationen bag Kasakhstans OL-bud.

Udtalelserne falder næppe i god jord i Beijing, hvor kineserne, hvis de får lov at blive værter for vinter-OL i 2022, har brug for masser af kunstig sne og vil ombygge arenaer fra byens sommer-OL i 2008.

Uanset hvad det ender med, er der grund til at håbe at også grønlandske vinteratleter i 2022 vil være til stede ved OL, måske ovenikøbet under grønlandsk flag?

Valget sker i Kuala Lumpur fredag.