Sofia Rossen: Har Grønland ebola-beredskab?

Vil have fungerende Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen, på banen for at fortælle befolkningen, hvilke tiltag myndighederne at gjort for at forhindre ebola-smitten i at komme her til landet.
17. oktober 2014 19:15

En af IA's kandidater til valget den 28. november - Sofia Rossen  - vil nu have fungerende Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen, på banen for at fortælle befolkningen, hvilke tiltag myndighederne at gjort for at forhindre ebola-smitten i at komme her til landet.  


Hun ønsker klar besked på, om der findes et grønlandsk beredskab mod den dødelige virus.  


- Den store rejseaktivitet ud og ind af Grønland betyder, at der er en reel risiko for, at smitten kan komme til Grønland. Men foreløbig er der larmende tavshed fra myndighederne om det grønlandske ebola-beredskab, siger Sofia Rossen.


Hvis der er et beredskab, hvad består det så af? Hvem er inddraget? Og dækker det hele Grønland? Sidst, men ikke mindst, hvordan bliver vi som befolkning oplyst om dette beredskab? - spørger hun og tilføjer, at det er bekymrende, at befolkningen intet har hørt om ebola-beredskabet.