Snigskytte meldes dræbt

En formodet snigskytte, der havde forskanset sig i et parkeringshus i Dallas, rapporteres død, skriver flere amerikanske medier. Det antydes, at han har begået selvmord.
Dallas
Foto © : commons.wikimedia.org
Skrevet af Ritzau
08. juli 2016 07:44
Versionist Jaaku Lyberth

Det sker, efter fem politibetjente er dræbt og seks såret, da mindst to snigskytter åbnede ild i Dallas, Texas, under en demonstration mod politivold mod sorte i USA, oplyser politiet.

Der er tale om den mest dødelige episode for amerikansk politi siden terrorangrebet på USA 11. september 2001.

Skyderiet opstod midt under en demonstration i Dallas mod politivold. Anledningen var politiets nedskydning af to sorte mænd tidligere på ugen i Louisiana og Minnesota.

Politiet har ikke noget sikkert overblik over, hvor mange snigskytter der åbnede ild. Men det drejer sig om mindst to. De begyndte tilsyneladende at skyde fra flere etager over gadeniveau, og ifølge politiet var formålet at bringe betjentene i et baghold.

/ritzau/