BILLEDER Snescootere sendt til Ikerasak på meget utraditionel vis

Bygderne Saattut og Ikerasak manglede i slutningen af december at få leveret fire snescootere. Men så trådte Arktisk Kommando, Air Greenland og Royal Arctic Line til og løste problemet på en noget utraditionel vis.
Skrevet af Kenneth Elkjær
05. januar 2017 06:20
De anvendte nemlig redningshelikopteren S-61 til at sende de fire snescootere, der er en vigtig del af livet i bygderne, det sidste stykke fra Aasiaat til Ikerasak. Det skriver Arktisk Kommando på Facebook, hvor de også har delt billeder af aktionen.
 
- Flyvningen med de fire snescootere gik over al forventning. Det tog besætningen længere tid at pakke helikopteren end beregnet, men til gengæld lykkedes det dem at "stakke" scooterne, så de kunne have alle fire snescootere i kabinen, og flyve snescooterne den lige vej fra Aasiaat til Ikerasak, skriver Arktisk Kommando.
 
I Ikerasak blev piloterne fra S-61 heliktopteren mødt af 20 indbyggere, som hjalp med at læsse de fire maskiner af inden, så bygderne kunne få de vigtige snescootere i brug inden 2016 blev til 2017.
 
- Alt i alt en vellykket opgave, der blev løst i tæt samarbejde mellem Royal Arctic Line, Air Greenland og Arktisk Kommando, slutter Arktisk Kommando deres Facebookopslag.

 

Se billeder fra den utraditionelle 'redningsaktion' i galleriet over artiklen.