Qulaarpaa Slik gav Teresa tryghed

Mange børn får meget slik og bliver overvægtige. På sigt er det en bombe under sundhedsvæsnet.
09. februar 2016 16:16

27-årige Teresa Simonsen har gennem hele livet lidt af overvægt. Hun er i risikogruppen for at kunne få Type 2-diabetes.

Allerede som barn spiste hun en del søde sager. 

- Det er især min bedstemor, der udviste en slags kærlighed, som grønlændere traditionelt gør.

Altså man giver slik og søde sager til børnene for at gøre dem glade og vise dem kærlighed.

- Selvom det ikke var ondt ment var det jo også usundt, siger Teresa Simonsen til KNR.

Bombe under sundhedsvæsnet

Regionslæge Henning Sloth Pedersen peger på, at vi generelt spiser meget slik, og at børnene ganske enkelt får for meget slik. Lidt kan dog være godt.

- Men man behøver jo ikke give en pose slik hver gang, siger lægen.

 

Foto © : KNR

Henning Sloth Pedersen

Lægen peger på, at man lægger vanerne og dermed fundamentet til en spirende sukkersyge hos børnene, og det kan potentielt vise sig som en bombe under sundhedsvæsnet og folkesundheden.

- Potentielt tror jeg faktisk, at det skader meget mere end de traditionelle skadelige ting som tobak og alkohol, fordi det rammer næsten hele befolkningen fra en helt tidlig alder, siger Henning Sloth Pedersen.

Læs også Særligt gen giver grønlændere diabetes

Læs også Vi bliver tykke og dovne

Med en højere gennemsnitslevealder i fremtiden vil endnu flere formentligt få sygdommen, men allerede i dag er tallene alarmerende, siger Marit Eika Jørgensen, professor i Arktisk Sundhed ved Syddansk Universitet.

- Det vi ser i dag er jo, at konsekvent gennem de seneste befolkningsstudier, at næsten 10 procent af den voksende befolkning har en Type 2-diabetes, så der er ikke nogen tvivl om, at der sket rigtigt meget over årene og at risikoen er vokset enormt.

Ond cirkel

For Teresa Simonsen er overvægten noget, der har hæmmet hendes liv. Både det fysiske, men i høj grad også de sår, der satte sig efter mobning og følelsen af at være anderledes.

Overvægtige børn

Undersøgelser har vist, at grønlandske børn
i stigende grad bliver overvægtige, og at
overvægten indtræder tidligere og tidligere i livet.

Kilde: Folkesundhedsundersøgelsen 2014

Det blev en ond cirkel, hvor hun helt lod være med at dyrke sport, fordi hun følte sig udsat og bange for mobning.

- Og så blev det jo også værre, siger hun.

Mens hun droppede sporten fortsatte hun med at trøstespise.

- Fordi det var den eneste tryghed jeg kender, og det gjorde så, at jeg blev endnu mere overvægtig og endnu mere ked af det, siger Teresa Simonsen.

Sundere og gladere

I dag har Teresa Simonsen dog taget skeen i den anden hånd. Hun øver sig i at være sulten og går i træningscenter, mens vægten sender stadigt mere positive beskeder, når hun stiller sig op på den om morgenen.

Og kuren hjælper på mere end vægten.

- Jeg er blevet mere glad og har fået mere livsglæde, end jeg havde for to måneder siden.