Birna-sagen: Slagene kom fra en knytnæve

Skaderne på Birna Brjánsdóttirs krop kom fra en knytnæve og gerningsstedet, den røde bil, ser ud til at være forsøgt renset. Det fremgår af de tekniske beviser, som blev fremlagt under tirsdagens retsmøde i retten i Reykjavik.
Foto © : Flickr/Reykjavik Metropolitan Police
Skrevet af Sara K. Jakobsen
22. august 2017 16:13

Liget af Birna Brjánsdóttir blev fundet otte dage efter hun forsvandt efter en bytur i Reykjavik. En række myndigheder og frivillige ledte i døgndrift efter den unge kvinde, som til sidst blev fundet død på en strand uden for den islandske hovedstad.

Under den efterfølgende efterforskning blev den 20-åriges DNA fundet i en rød bil, som den anklagede havde lejet.

Ved dagens retsmøde fremlagde flere eksperter en lang række af deres tekniske beviser på, at der formentlig var sket en voldsepisode inde i bilen, og rekonstruerede hvordan voldsepisoden kan være sket.

LÆS OGSÅ Tekniske beviser rensede løsladt besætningsmedlem for mistanke

LÆS OGSÅ Anklaget og vidne uenige om drabsnattens forløb

Den tyske retsmediciner, Urs Wiesbrock, viste den afdødes kropsskader med billeder i retten. Kvindens lig havde tydelige skader i det meste af ansigtet, blandt andet en brækket sin næse og mærker efter kvælertag, skriver det islandske medie visir.is.

Ifølge retsmedicineren stammer skaderne formentligt fra en knytnæve. Et våben ville have efterladt en anden type spor, forklarede den tyske retsmediciner.

- Det er mest sandsynligt, at det var en knytnæve, siger han.

Han mener også, at episoden skete på bagsædet, og at slagene kom fra venstre side af en hånd. Det kunne man se på de blodpletter, der blev fundet i den højre side af bilens loft.

- Det er tydeligt, at det ikke var muligt at bruge den højre hånd, da ryglænet ville have forhindret det. Man kan ikke bevæge den højre hånd dén vej, sagde retsmediciner Urs Wiesbrock.

Forsøgt at fjerne spor af blod

Derudover har efterforskerne også påvist rester af blod med kemikaliet luminol. Luminol lyser i mørke, når det kommer i kontakt med blod, som man ellers ikke kan se med det blotte øje: Næsten hele bagdøren til højre lyste op.

Ud fra denne analyse kunne retsmedicinerne konkludere, at nogen har forsøgt at fjerne blod fra bilen.

Retssagen fortsætter fredag d. 1. september.