BILLEDER Slædepatruljen Sirius i Qaanaaq og Siorapaluk for første gang
I begyndelsen af marts startede slædeholdene en to måneder lang rejse, der for første gang siden slædepatruljens fødsel i 1950 har bragt dem til byen Qaanaaq og bygden Siorapaluk.
Mads Wørmer var en af i alt fire patruljemænd på turen. Her fortæller han om den 1350 kilometer lange rejse tværs igennem et af verdens mest afsidesliggende områder
- Det var et spørgsmål om at finde ud af, om vi kan komme derud og samtidig få mere kendskab til området fra Pearyland og ned til Thule Air Base - specielt omkring Washingtonland. Men vi ville også gerne styrke relationerne til Siorapaluk og Qaanaaq, siger han.
Mads Wørmer og de tre andre fra Sirius er de første i patruljens historie, der rejser vest for Hall Land. Indtil nu har området været for farligt på grund af isens uforudsigelige bevægelser.
Men ny teknik har gjort det muligt for patruljen at modtage løbende informationer om, hvordan isen bevæger sig i de områder, de skal ud i med slæden.
Ved at anvende en internetbaseret satellittelefon til at oprette Wi-Fi har det været muligt for de to slædehold at modtage iskort og vejrudsigter undervejs på deres rejse.
- Isen er hele tiden under bevægelse, og vores sikkerhed er i højsædet. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden kan følge isens bevægelse og selvfølgelig også vejrudsigten, så vi er opdateret på, hvad der sker med vejret.
Lokale eksperter
Men lokale fangere spillede også en vigtig rolle i, at den to måneder lange tur blev en succes, fortæller Mads Wørmer.
- Da vi nærmede os Siorapaluk kom vi i kontakt med nogle lokale fangere. De har selvfølgelig et enormt lokalkendskab, og de har også stor viden om, hvordan det er hensigtsmæssigt at køre hundeslæde i det område, siger han.
Og den sidste del af turen mod Qaanaaq og Thule Air Base skete også med hjælp fra lokale eksperter i det farefulde område.
- Vi var så heldige, at vi fulgtes med to fangere fra Siorapaluk til Qaanaaq. Isen var gået lidt ind i fjordene, så vi måtte køre ind i fjordene, hvor vi kunne følge en iskant og køre langs kysterne rundt ned til Qaanaaq. Der var det utrolig vigtigt for os at have lokale fangere med, der kendte området, så vi kunne være sikre på, at det var sikkert at køre i de områder.
Lærerigt møde
Og netop mødet med de lokale fangere var også et af formålene med turen. For deres evner med en hundeslæde kan Slædepatruljen Sirius lære en masse af, fortæller patruljeføreren.
- Normalt kalder vi på hundene og råber højre og venstre. Vi har piske, og vi benytter dem, men ikke i samme omfang som fangerne. De bruger jo hundeslæde igennem hele livet, og de er egentlig meget bedre til at køre og dirigere hundene. De lærer også hundene flere kommandoer, så de bedre kan bruge dem under deres jagt og fangst.
- Vi har især fået genopdaget brugen af pisk til at styre hundeslæden. Fangerne kan sidde på slæden, og så slår de med pisken til højre og venstre og på den måde styre, hvor slæden skal hen. De går også foran hundene, så de kan styre hastigheden, og det gør det også meget nemmere at styre slæden, når man skal igennem smalle passager og andre svære steder, siger han.
Men det er ikke kun ny viden og faglige færdigheder, de to slædehold fra Sirius tager med sig tilbage til hovedkvarteret på Daneborg i den østlige del af Nationalparken. De vil også huske den varme velkomst fra de lokale borgere i Siorapaluk og Qaanaaq.
- De var utrolig imødekommende og venlige overfor os. Ligesom vi var nysgerrige over for at besøge dem og se deres byer, så virkede det også til, at de var interesserede i at tale med os og se, hvad for noget materiel vi havde med, og hvordan vi arbejder med hundene. Det var enormt spændende, slutter Mads Wørmer.
27. april ankom de to slædehold fra Slædepatruljen Sirius til Thule Air Base. De blev efterfølgende fløjet tilbage til Nationalparken, hvor de fortsatte deres normale patruljering i området.
Øverst i artiklen kan du se Forsvarets egen video fra ekspedition. Den er produceret af Morten Hilmer.
