Skakmagi i Østgrønland
For 12 år siden begyndte den islandske skakklub Hrókurinn at udbrede skakidrætten i Grønland. I alt har klubben arrangeret omkring 30 rejser til Grønland, mest til Østgrønland og blandt andet til Qaqortoq, Upernavik og Nuuk.
- Flere tusind børn og unge i Grønland er med hjælp fra Hrókurinn blevet introduceret i skakkens magiske verden, lyder det fra skakklubben og i år er det Østgrønland, der får besøg fra Island.
Den 19. februar starter Hrókurinns ugelange rejse til bygder i Østgrønland.
Skoler, daginstitutioner og værksteder i Tasiilaq, Kulusuk og Tiniteqilaaq får besøg, hvor der undervises i skak, spillet multiskak og afholdt skakturneringer.
Mange islandske virksomheder og privatpersoner har doneret gaver og præmier til Hrókurinns Grønlandsekspedition.
Ekspeditionen til Østgrønland løber fra 19. til 26. februar og har mottoet: ”Med glæden som guide”.