Siumut vinder snævert – Demokrater i fremgang - Naleraq buldrer ind

Siumut fik 326 stemmer flere end Inuit Ataqatigiit og vandt valget, men begge partier ender at få 11 mandater i Inatsisartut.
Kim Kielsen Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Camilla Dam
29. november 2014 02:40

Dermed lykkedes det formand Kim Kielsen at føre partiet videre fra Aleqa Hammond, mens Sara Olsvig og Inuit Ataqatigiit ikke helt formåede at udnytte Siumuts tidligere formands misbrug af landskassen. 

Siumut gik dog 8,6 procent tilbage i forhold til valget for halvandet år siden, men de er altså stadig landets største parti med 34,4 procent af stemmerne. 

Inuit Ataqatigiit fik 33,2 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 1,3 procent i forhold til sidste valg. 

Demokraterne kan fejre et godt valg med 11,8 procent – en fremgang på 5,6 procent i forhold til 2013. Og Hans Enoksens nye Partii Naleraq stormer ind i Inatsisartut med 11,6 procent af stemmerne. 

Atassut gik 1,6 procent tilbage og får 6,5 procent af stemmerne, mens Partii Inuit mistede 4,8 procent i forhold til sidste valg og må nøjes med 1,6 procent af stemmerne.