Siumut vil begrænse stemmeretten for tilkaldt arbejdskraft

Siumuts inatsisartutgruppe mener, at stemmeretten for tilkaldt arbejdskraft fra Danmark og Færøerne skal begrænses.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
19. oktober 2017 11:06

Siumut mener, at tilkaldt arbejdskraft udøver for stor indflydelse i Grønland. I et forslag til forespørgselsdebat i Inatsisartut skriver gruppen:

- Det er derfor vores holdning, at personer som efter et halvt års ophold får valgret, får en uforholdsmæssig indflydelse på en nation under opbygning.

Simut vil derfor have debatteret om loven skal laves om, og Siumut foreslår selv, at der skal gå mellem to og syv år, før tilkaldt arbejdskraft skal have stemmeret.

Partiet forlanger at regeringen går i gang med arbejdet, så der kan fremlægges et lovforslag på forårssamlingen. Partiet lægger altså op til at loven skal ændres inden inatsisartutvalget, der senest skal afholdes i efteråret 2018.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil indføre strammere regler for tilkaldt arbejdskraft

Demokraterne: Udemokratisk og utaknemmeligt

Som reglerne er i dag, kan man stemme til inatsisartutvalget, hvis man har været i Grønland seks måneder forud for valget, er over 18 år og har dansk indfødsret. Det fremgår af det offentliges hjemmeside sullissivik.gl.

Dermed er det altså danskere og folk fra Færøerne, som ifølge Siumut har for stor indflydelse på Grønland.

Demokraternes Justus Hansen kalder forslaget udemokratisk og utaknemmeligt:

- Det forslag er udemokratisk og utaknemmeligt. Man vil gerne have folks skattekroner, men man vil ikke give dem demokratiske rettigheder. Det er uetisk og dobbeltmoralsk, og Demokraterne håber, at andre end os vil tage afstand fra den slags tanker. De hører ganske enkelt ikke hjemme i et demokrati, skriver Justus Hansen i en pressemeddelelse.

I Danmark kan man stemme til folketingsvalget, når man har fast bopæl i landet, er fyldt 18 år og er dansk statsborger.

KNR arbejder på at få en kommentar fra Siumuts gruppe om, hvad det mere præcist er for en indflydelse fra tilkaldt arbejdskraft, som Siumut ikke ønsker.