Siumut Sisimiut kritiserer tøvende Kielsen

Siumut i Sisimiut er ikke tilfreds med Kim Kielsen og kritiserer blandt andet, at partiets top ikke står stærkt nok på ønsket om selvstændighed.
Foto © : Siumut Sisimiut
15. maj 2017 15:41

Torsdag holdt Siumuts afdeling i Sisimiut generalforsamling. Og her kunne de konstatere at et flertal af de tilstedeværende medlemmer udtalte utilfredshed med den nuværende styring af Grønland.

Det skriver afdelingens nyvalgte formand, Kaaleeraq Møller Andersen, i en pressemeddelelse.

- Tonen ved generalforsamlingen var, at flertal af Siumut Sisimiuts medlemmer var utilfredse med den nuværende styring af landet, samt det store kaos i Naalakkersuisut, skriver han og tilføjer at Siumut Sisimiut vil have en formand som kan samle det splittede Siumut. 

Utilfredsheden omfatter også partitoppens indstilling til selvstændighed. Her fremhæver den nyvalgte formand, at Siumut har en klar politik om landets uafhængighed, nemlig at Grønland SKAL være selvstændigt. Og her er ledelsen for passive, skriver Kaaleeraq Møller Andersen.

- Det kan ikke passe at Siumuts og Naalakkersuisuts formand skal stå frem tøvende angående Selvstændighed, skriver den nyvalgte formand.

Bestyrelsesmedlemmerne i Siumut Sisimiut er ud over formanden er Dorthea Isaksen, Hans Frederik Olsen og Frederik Olsen.