Siumut: Held og lykke Sara

Siumuts ungdom i Nuuk ønsker nu IAs folketingskandidat - og ifølge mange favorit ved torsdagens valg til Folketinget - Sara Olsvig, held og lykke med valget.
Skrevet af Rune Langhoff
13. september 2011 06:35

Det kan måske lyde overraskende, og der er da også - et men.

Ifølge Siumuts Ungdom står Sara Olsvig nemlig opført som medlem i ungdomsorganisationens medlemskartotek.

- Vi er glade for at hun stadig har fastholdt sit medlemsskab af SIS Nuuk trods sit kandidatur for IA. Såfremt hun bliver valgt ind, vil jeg fremsætte et forslag for bestyrelsen om at tildele hende et æresmedlemsskab, lyder det fra Kaalinnguaq Siegstad fra SIS Nuuk.

Sara Olsvig afviser dog pure, at hun er medlem af Siumuts ungdomsorganisation.

- Jeg har aldrig været medlem af SIS Nuuk. Jeg har som en del af ICC været inviteret til et seminar i Siumut Ungdom, men det er det eneste jeg har haft med dem at gøre, siger Sara Olsvig til Radioavisen.

Det betyder dog ikke, at Sara Olsvig aldrig har haft noget at gøre med Siumut, siger hun:

- Det er velkendt, at jeg har været sekretær for Lars Emil Johansen i Folketinget, men jeg meddelte Aleqa Hammond i sommeren 2010, at jeg ikke længere støtter Siumuts politik, lyder det fra IA-kandidaten, der lader forstå det ikke er en sag, hun vil bruge mere tid på.