Sermersooq vil styrke det frivillige arbejde

Det nye hjemmeside skal gøre det nemmere for foreninger at skaffe frivillige, håber Kommuneqarfik Sermersooq.
Foto © : Google Street view
25. juli 2016 11:03

Kommuneqarfik Sermersooq har fået blod på tanden og har nu lanceret en hjemmeside, hvor frivillige kan se, hvilke større og mindre sportsbegivenheder, der har brug for ildsjæle som dem.

- Vi ved at der er en stor udfordring for de forskellige foreninger at skaffe hjælp og frivillige til at udføre arbejdet, siger fritidskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Jørgen Petersen.

Lige nu søges der frivillige til gåture med ældre i naturen, Nuuk Marathon, Genbrugsbutikken i Nuuk og GM i rulleski, oplyser kommunen.

Der kan også være behov for frivillige i forbindelse med kulturelle eller sociale arrangementer.

Hvornår begivenhederne finder sted, og hvordan man tilmelder sig som frivillig kan ses på kommunens nye hjemmeside.

Men det kræver, at foreninger og arrangører af forskellige arrangementer, der har brug for frivillige har registreret sig på hjemmesiden.

Det skal styrke det frivillige arbejde i Sermersooq, mener kommunen.

- Helt overdordnet er det vores mål at være med til at styrke rammerne for de frivilllige arbejde, om det så er i foreninger eller i projekter, siger fritidskonsulenten Lars Jørgen Petersen.